Nye boligblokke langs Viborgvej?

28. november 2019

Aarhus vokser med flere tusinde nye tilflyttere hvert år og boligmarkedet er under voldsom udvikling. Overalt i byen er der byggekraner og gamle kvarterer omdannes til moderne boligområder samtidig med at ledige "huller" i byen ofte bliver fyldt ud med nye boliger.

Der er også mange projektudviklere, som er yderst interesserede i grundene i Pipkvarteret. Enten for at opkøbe og udstykke eksisterende grunde i flere enheder, eller som en del grundejere oplever i øjeblikket, et forsøg på at opkøbe flere sammenhængende grunde langs Viborgvej, for at rive husene ned og bygge nye boligklokke langs vejen.

Det sker efter samme model flere steder i byen (eksempelvis som ved projektet på Randersvej) og det er nok ikke sidste gang, at der vil komme denne type henvendelser. Såfremt der i løbet af føje år kommer en letbanestrækning på Viborgvej, vil der sikkert blive yderligere interesse for at bygge tæt og sikkert også højt på netop denne strækning.

En række grundejere i kvarteret har orienteret grundejerforeninges bestyrelse omkring disse henvendelser og efterspørger en "officiel holdning" fra bestyrelsen.

Som udgangspunkt er vi naturligvis interesserede i at bibeholde kvarterets unikke karakteristika ved forskellige former for enkeltstående parcelhuse af forskellig karakter og håber derfor ikke, at grundejerne lader sig besnære af de aktivt opsøgende projektudviklere.

Vi hører derfor gerne fra jer ift. disse henvendelser og indgår gerne i et fælles møde med de pågældende ejendomsudviklere.

Endvidere er det et emne, som vi vil tage med til fælles diskussion på generalforsamlingen i februar og ligeledes vende med fællesrådet for vores område. Der er også en aktiv facebook-gruppe for området omkring Hasle, som ligeledes arbejder for at bibeholde deres parcehus-område. Følg evt. med i deres gruppe her: Høje Hasle Fremtid 

Hvis du vil høre P4 Østjyllands korte indslag om sagen, kan du lytte med her: P4Aarhus-morgen-radio/02-12-2019 (spol frem til 01.15.00 for at høre indslaget).